Parforcejagt

Danmarks enevældige konger dyrkede denne jagtform fra 1670 til 1770, især inspireret af franske og tyske jagtformer. Under en parforcejagt forfulgte ryttere med hunde et udvalgt dyr (oftest en stor kronhjort) til den ikke kunne løbe længere, dvs 2-3 timer. Når hundene havde ”stillet” dyret, dræbte kongen eller en æresgæst det med et kort svær (en hirschfænger) eller et spyd. De enevældige herskere i Europa indrettede skove til jagten, hvor vejene blev anlagt i stjerne-mønster. På vejene kunne jægerne komme hurtigt frem uden at ride igennem sumpe og buske. De stod i vejkrydsene og kunne således lettere overskue hundenes jagt af vildtet, og her kunne reserver af hunde og heste stå parat. Op til 8 veje mødtes i stjernen, og den var en ideel scene for jagtens kulmination. I den største stjerne blev tit sat en jagtpavillion op, hvor kongen kunne vente med godt overblik over det hele. Jagten havde karakter af en selskabelig begivenhed, hvor damerne kunne se til fra åbne vogne eller pavillioner.
I 2015 blev Jægersborg Dyrehave, Store Dyrehave og den sydlige del af Grib Skov optaget på Unescos liste over verdens kulturarv, i alt ca 125 km jagtveje. Vejene i skovene danner stjerner som i andre parforceanlæg, men er også forbundet med et kvadratnet af veje. Så stringent havde ingen andre lavet det! Endvidere fik vejene numre, så det var let for selv udenlandske gæster at finde rundt. Det var Christian den Femte, der indrettede skovene til parforcejagt i 1670’erne efter et besøg hos Ludvig den Fjortende i Frankrig.

En parforcejagt bestod af fem faser:

1. Eftersøgningen: En jagtbetjent afsøgte området med en sporhund for at finde den flotteste kronhjort til jagten
2. Mødet: Jagten blev planlagt, og deltagerne fordelt på de forskellige poster
3. Forfølgelsen: et hornsignal blev givet, og jagten begyndte. Hundene og jægerne skulle forfølge det udvalgte dyr (hvilket ikke var let, da der også var mange andre dyr i skoven).
4. Hjortens død: efter et par timers forfølgelse var kronhjorten løbet så træt, at hundene kunne holde den fast, den var ”stillet”. Signal blev blæst i jagthornet, og jagtdeltagere og tilskuere skyndte sig til stedet, hvorefter jagtherren gav byttet nådesstødet med sin hirschfænger.
5. Hundenes belønning: hundene blev belønnet med kronhjortens indvolde blandet op med brød, og sporhunden, der havde lokaliseret hjorten, fik lov til at gnave i dens hoved. Imens blev der blæst særlige hornsignaler.

Se også www.parforce.dk

Kilde og fotos: Jagt- og skovbrugsmuseet