Koldhævet dej til boller og brød
6 dl væske (kærnemælk, vand, valle fra youghurt)
1/3 pk gær
1 spsk salt
1 stor spsk honning
3 håndfulde hvedekerner
ca 700 g mel (mest hvede, men også gerne lidt sigte og grahamsmel)
evt æggestrygelse
Gæren opløses i væsken, salt og honning tilsættes.
Kerner og 4/5 af melet røres i ad nogle gange. Dejen skal lige akkurat kunne røres med en grydeske (og altså ikke hånd-æltes 1. dag) eller røres på en maskine. Skålen dækkes med et hårdt opvredet viskestykke og sættes i køleskab til næste dag.
Dejen hældes ud på en melet bordplade og æltes godt igennem med resten af melet. Den skal stadig være ret blød og klistret.
Den formes til et brød eller ca 20 boller, der atter hæver et par timer ved stuetemperatur. Brødet kan pensles med æggestrygelse og bages ca 35 min (18 min, hvis det er boller) ved 200 grader.
NB: Om sommeren laver jeg meget tzatziki af afdryppet youghurt, og har derfor tit noget valle tilovers fra den proces. Og brødet bliver allerbedst, når det er bagt med denne valle.